Skak

Navnet “skak” er afledt af det persiske ord “Shah”, som betyder “konge”. Skak er et brætspil for to spillere, som er et af verdens ubestridt mest populære spil.

Målet for et spil skak er at vinde ved at sætte modparten skakmat (også bare kaldet mat). En skakmat indtræffer hvis en spillers konge angribes på en sådan måde, at angrebet ikke kan afværges dvs. at kongen ikke kan rykke til et ikke-angrebet felt.

Skak er en mentalt intensiv sport, hvor spillerne benytter de strategiske og taktiske elementer, som spillereglerne giver mulighed for. Skak kræver derfor udpræget brug af abstrakt deduktion.

Skak foregår på et kvadratisk skakbræt, som er opdelt i 64 felter. Hver spiller har fra starten et sæt skakbrikker bestående af 16 brikker i en af to farver, der normalt er hvid og sort.

Spillerne skiftes til at flytte en af sine brikker (udføre et såkaldt “træk”). Det er altid hvid der trækker først, og en spiller kan ikke springe sin tur over.